PRESSEMEDDELELSE
Lokale toner og fællesskab: Steffen Schulz spiller til byens Sankt Hans
Når Sankt Hans-bålet ved Medborgerhuset i Tønder endnu engang brænder, bliver det med både musik, leg og fællesskab i højsædet. Traditionen tro inviterer Marieskolens Støtteforening hele byen til Sankt Hans mandag den 23. juni fra kl. 16.30-20.30. I år er det med en særlig musikalsk gæst: Sangskriveren Steffen Schulz fra Løgumkloster.
Sankt Hans-arrangementet er efterhånden blevet en tradition for både store og små. Der er lagt op til en festlig og hyggelig sommeraften med noget for alle aldre: hoppeborg, ansigtsmaling og musikalsk stemning. Der kan købes lettere mad, kage, popcorn og slush-ice, og stemningen forventes som altid at blive god. Heksen tændes omkring kl. 19.30, og umiddelbart inden holdes båltalen. I år bliver den holdt af Frank Hoffmann på vegne af fællesskabet SAMMEN.
Særlig gæst med lokale rødder Særligt for i år er det, at den lokale musiker Steffen Schulz kommer som musikalsk indslag. Steffen er vokset op i Løgumkloster og synger både på rigsdansk og sønderjysk. Han er kendt for sin smukke vokal, nærværende sceneoptræden og tekster, der balancerer mellem humor og eftertænksomhed. Steffen har tidligere spillet på både Tønder Festival og Kløften Festival, og nu gæster han altså Sankt Hans i Tønder.
”Vi er meget glade for at kunne byde Steffen velkommen til årets arrangement,” siger Pernille Tindale, der er formand i Marieskolens Støtteforening. ”Det er vigtigt for os, at Sankt Hans bliver et samlingspunkt for hele byen – og Steffens musik er netop noget, mange kan spejle sig i og nyde sammen.” forsætter hun.
Alle er velkomne Marieskolens Støtteforening håber, at mange vil lægge vejen forbi og fejre midsommeren i et lokalt fællesskab. Arrangementet er åbent for alle og kræver ikke tilmelding.
For yderligere information: Pernille Tindale, 30 51 59 39, pernilletindale@hotmail.com
Billedtekst: Sankt Hans 2024 – mange mennesker var samlet til en dejlig aften.