Vi bevarer aprilsnarren – og indfører Kildekritikkens Dag
Aprilsnarren er kommet i modvind. I medierne diskuteres det, om dagen er blevet for farlig. Om vi – i en tid med fake news, deepfakes, AI og internettrolde – stadig kan tillade os at lave sjov med virkeligheden. Og det er en reel bekymring. For ja, det er svært at finde rundt i, hvad der er rigtigt og forkert. Især for børn og unge. Men også for os voksne. På Marieskolen har vi også haft drøftelsen: Skal vi droppe aprilsnarren?
Men vi nåede frem til noget andet. Vi vil gerne bevare traditionen – og netop derfor vil vi også forandre noget. For vi mener, det er vigtigt at holde fast i det, vi har sammen. Også de små kulturelle ritualer, som samler os i grin og i fællesskab. Derfor besluttede vi at bevare aprilsnarren, men også at tilføje noget mere; På Marieskolen indfører vi Kildekritikkens Dag den 2. april hvert år – og vi opfordrer andre skoler og institutioner til at gøre det samme. Vi er ikke alene om det. I Norge har man allerede taget initiativ til en lignende mærkedag, og vi synes, det er en stærk og meningsfuld idé, som fortjener at brede sig.
Aprilsnarren har eksisteret i Danmark i hundredvis af år. Den er en del af vores kultur – både den høje og den lave. Og den er værd at bevare. Men hvis den skal overleve i en tid, hvor misinformation flyder frit, og hvor teknologi kan manipulere virkeligheden, så må vi også være ærlige om, at vi skal gøre noget aktivt for at klæde vores børn og unge på. Det er ikke nok at vi i skoler og hjem vifter med flaget og siger ’Pas på med fake news’. Vi skal vise dem, hvordan det ser ud. Vi skal træne dem i at opdage det. Vi skal gøre dem nysgerrige og kritiske.
Derfor markerer vi i år vores første Kildekritikkens Dag til morgensamling for hele skolen. Her vil en af vores samfundsfagslærere undervise eleverne i kildekritik: De skal se eksempler, de skal gætte på, hvad der er sandt og falskt, og de skal lære at stille spørgsmål og spotte fejl. Det bliver ikke gjort færdigt på én dag – men det bliver en dag, hvor vi lægger ekstra vægt på noget, vi mener er vigtigt hele året.
Så hermed en opfordring: Lad os – i hele skoleverdenen – gøre den 2. april til en fælles dag for kildekritik. Kildekritikkens Dag. En mærkedag, hvor vi ikke bare taler om, hvad der er rigtigt og forkert, men giver børn og unge redskaberne til at kunne finde ud af det. Kildekritik er naturligvis allerede en del af undervisningen i fag som dansk og samfundsfag – men ligesom vi bruger mærkedage som Skolernes Trivselsdag eller Lærerens Dag til at kaste et massivt og fokuseret lys på vigtige emner, så kan Kildekritikkens Dag være en anledning til at løfte netop dette område op i fælles bevidsthed.
Så vi sammen kan sikre, at vi fortsat er et folk, der både kan grine og tænke kritisk. Et folk, der laver sjov den 1. april – og minder hinanden om sandheden den 2.
Birgitte Klippert, skoleleder
Marieskolen i Tønder